1312473Beowulf (Wyatt) — Beowulf: VII

VII.

Hrōðgār maþelode,helm Scyldinga:
“F[or w]ere-fyhtum[1] þū,wine mīn Bēowulf,
ond for ār-stafumūsic sōhtest.
Geslōh þin fæderfǣhðe mǣste,
460wearþ hē Heaþolāfetō hand-bonan
mid Wilfingum;ðā hine Wedera[2] cyn
for here-brōganhabban ne mihte.
Þanon hē gesōhteSūð-Dena folc
ofer ȳða gewealc,Ār-*Scyldinga;Fol. 140b.
465ðā ic furþum wēoldfolce Deniga,[3]
ond on geogoðe hēoldgimme-rīce
hord-burh hæleþa.Ðā wæs Heregār dēad,
mīn yldra mǣgunlifigende,
bearn Healfdenes;sē wæs betera ðonne ic.
470Siððan þā fǣhðefēo þingode;
sende ic Wylfingumofer wæteres hrycg
ealde mādmas;hē mē āþas swōr.
Sorh is mē tō secganneon sefan mīnum
gumena ǣngum,hwæt mē Grendel hafað
475hȳnðo on Heorotemid his hete-þancum,
fǣr-nīða gefremed;is mīn flet-werod,
wīg-hēap, gewanod;hīe wyrd forswēop
on Grendles gryre.God ēaþe mæg
þone dol-sceaðan[4]dǣda getwǣfan.
480Ful oft gebēotedonbēore druncne
ofer ealo-wǣgeōret-mecgas,
þæt hīe in bēor-selebīdan woldon
Grendles gūþemid gryrum ecga.
Ðonne wæs þēos medo-healon morgen tīd,
485driht-sele drēor-fāh,þonne dæg līxte,
eal *benc-þelublōde bestȳmed,Fol. 141a.
heall heoru-drēore;āhte ic holdra þȳ lǣs,
dēorre duguðe,þē þā dēað fornam.
Site nū tō symleond onsǣl meoto,
490sige-hrēð secgum,[5]swā þīn sefa hwette.”
Þā wæs Gēat-mæcgumgeador ætsomne
on bēor-selebene gerȳmed;
þǣr swīð-ferhþesittan ēodon,
þrȳðum dealle.Þegn nytte behēold,
495sē þe on handa bærhroden ealo-wǣge,
scencte scīr wered.Scop hwīlum sang
hādor on Heorote;þǣr wæs hæleða drēam,
duguð unlȳtelDena ond Wedera.

  1. 457. MS. ‘fere fyhtum.’ The reading in the text was suggested by Grundtvig.
  2. 461. MS. ‘gara’; Grundtvig ‘Wedera.’ See ll. 225, 423, &c.
  3. 465. MS. ‘deninga.’ See ll. 155, 271, &c.
  4. 479. MS. ‘sceaðan,’ the e in a different hand.
  5. 489—90. MS. ‘on sæl meoto sige hreð secgū.’ This passage has given rise to much discussion; the conjectures are too numerous to be given here. Meoto is the chief difficulty. I have followed Heyne in adopting Müllenhoff’s interpretation, taking meoto = meotu (with u-umlaut produced by inflectional u; Sievers § 106.3) = metu, pl. of met, ‘thought’; cf. metian, ‘meditate upon,’ Psalm 118. 174.